Danmarks Bedste Arbejdspladser®

Du finder os i top 10 - og som det næstbedst placerede pengeinstitut.

Medarbejder Lea Vitting Madsen og bankdirektør Lars Møller Kristensen er stolte over den flotte 9. plads på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser® 2016.

Banken blev ved en prisoverrækkelsesfest i Cirkusbygningen den 15. november 2016 kåret som en af Danmarks Bedste Arbejdspladser®. Det er første gang, vi deltager i undersøgelsen, og derfor er vores direktør Lars Møller Kristensen ekstra stolt af at opnå en placering som nr. 9 ud af 128 i kategorien mellemstore arbejdspladser (50-499 medarbejdere). Lars Møller Kristensen udtaler:

”Vi har lavet trivselsundersøgelser i banken siden 2003 – og altid med gode resultater – så det er ikke nyt for mig, at vores medarbejdere har en god trivsel og er stolte af banken. Men tidligere har vi ikke haft noget at sammenligne med, så jeg har da været lidt spændt på at se, om vi som arbejdsplads kan stå distancen i konkurrencen med andre arbejdspladser. Vores flotte 9. plads på listen viser med al tydelighed, at vores arbejdsplads kan stå distancen – og at vi endda har opnået en top 10 placering ved første deltagelse, gør mig bare endnu mere stolt. Nu kan folk uden for banken så også se, at Djurslands Bank er en god arbejdsplads.”

200 engagerede medarbejdere har bidraget

I bedømmelsen af de deltagende arbejdspladser indgår både en spørgeskemaundersøgelse og en kulturprofil, som arbejdspladsen skal lave på baggrund af nogle faste kriterier. Hele 93,6% af vores medarbejderne svarede på spørgeskemaundersøgelsen, hvilket er en høj svarprocent. Alle ca. 200 medarbejdere deltog engageret, da de på afdelingsmøder rundt i hele banken blev inviteret til at komme med input til kulturprofilen. For banken var det vigtigt, at alle kunne komme med input, og dette er også blevet modtaget positivt af medarbejderne:

”Vi har som medarbejdere i banken haft gode muligheder for at sætte vores præg på resultatet – både via spørgeskemaundersøgelsen og via arbejdet med kulturprofilen”, udtaler Lea Vitting Madsen, der arbejder i bankens afdeling i Grenaa og fortsætter: ”Det er dog ikke nyt, idet ledelsen er god til at inddrage medarbejderne i fx projektarbejde og til at lytte, hvis vi kommer med forslag. Dette oplever jeg også via mine tillidsposter som tillidsmand, arbejdsmiljørepræsentant og medlem af bankens Samarbejdsudvalg.”

Gode kolleger, fællesskab på tværs og frihed under ansvar

I spørgeskemaundersøgelsen havde medarbejderne også mulighed for selv at sætte ord på, hvad der gør banken til en unik arbejdsplads, og nogle af de kommentarer, der går igen handler om, at vi har gode kolleger, at vi har et stærkt fællesskab på tværs af banken, og at vi har en høj grad af frihed under ansvar.

Fakta

  • Djurslands Bank fik en 9. plads ud af 128 i kategorien mellemstore arbejdspladser
  • Djurslands Bank er det næstbedst placerede pengeinstitut på listen
  • 93,6% af bankens medarbejdere svarede på spørgeskemaundersøgelsen
  • Alle bankens ca. 200 medarbejdere kom med input til kulturprofilen
  • 98% har svaret, at banken alt taget i betragtning er et rigtig godt sted at arbejde

Klik her for at se listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser®.