Større seniorpræmie er nu vedtaget

Folkepensionister kan se frem til en økonomisk gulerod, for den allerede vedtagne skattefrie seniorpræmie bliver nu forhøjet fra 30.000 til 42.000 kroner. Der bliver desuden indført en ny anden seniorpræmie på 25.000 kroner, hvis man arbejder i 13.-24. måned efter at have nået folkepensionsalderen.

Det er ikke længere kutyme at stoppe tidligt på arbejdsmarkedet. Vi lever længere og længere, og regeringen har de senere år derfor indført flere tiltag, der skal tilskynde os til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Regeringen besluttede tidligere på året at indføre en ny skattefri seniorpræmie. Det er nu blevet besluttet at forhøje beløbet fra 30.000 til 42.000 kroner, og der bliver desuden indført en ny anden seniorpræmie på 25.000 kroner, hvis man arbejder i 13.-24. måned efter at have nået folkepensionsalderen

Som folkepensionist kan du nu:

  • Opnå et forhøjet tillæg til din folkepension
  • Få udbetalt seniorpræmie

Økonomisk gulerod

Den nye seniorpræmie kan, sammen med de øvrige lovændringer til fordel for folkepensionister, betragtes som en økonomisk gulerod for at få flere til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

- De nye regler signalerer, at det skal kunne betale sig at arbejde – også når man vælger at gå ned i tid som fx seniormedarbejder. Med ændringerne til seniorpræmieordningen kan den samlede skattefrie præmie faktisk nå op på 67.000 kroner, siger Susanne G. Jensen, produktkonsulent for forretningsudvikling i Djurslands Bank.

Beløbet svarer til en skattepligtig løn på cirka 154.000 for en topskattebetaler og cirka 110.000 kroner for de fleste andre.

For at få udbetalt seniorpræmien skal du være født 1. januar 1954 eller senere.

Kontakt din rådgiver for at høre mere om ordningen og om kravene, som du skal opfylde. Ordningen er med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2019.